Nogle mennesker får hurtigt nok af deres familie – men sådan er det ikke for Jette og hendes datter, Sofie. De elsker at være sammen, og derfor har de valgt at gøre deres fælles passion for heste til en fælles virksomhed.
De kommer fra en familie af iværksættere, hvor lysten til at skabe og være selvstændig går flere generationer tilbage. Derfor var det helt naturligt, at Jette Nellemose og Sofie Tolgaard startede deres eget firma – Cella Test.
Hos Cella Test arbejder de med hårcelletests, der undersøger hestes sundhed og velvære gennem avancerede analyser. Målet er at skabe balance, forebygge ubalancer og hjælpe både heste og ejere til et sundere liv.
"Noget at dét, vi har til fælles, er vores passion. Vores passion for heste, selvfølgelig, men især også vores passion for at hjælpe andre.
- Jette Nellemose
Og nogle af dem, de vil hjælpe, er altså heste af alle racer over hele landet.
"Folk, der arbejder med heste, køber sig gerne fattige i tilskud til deres dyr. Man vil jo det bedste for sine heste, men ofte ender man med at overbehandle dem med de forkerte vitaminer og mineraler. Og der kan en håranalyse hjælpe, fordi den viser præcis, hvad hesten har brug for."
- Jette Nellemose
Håranalysen kan også bruges til mennesker. Det har både Jette Nellemose og Sofie Tolgaard haft glæde af. I 2018 blev Jette Nellemose ramt af først brystkræft og siden modermærkekræft.
"Jeg fik lavet en håranalyse hos kostvejleder Lene Hansson, som vejledede mig i ernæringsrapporten, som man får efter man er blevet hårtestet. Den ernæringsrapport var holdepunktet i mit liv på det tidspunkt. Man kan sige, at den var en støttepædagog for mig i månederne efter, hvor jeg selvfølgelig var helt nede både fysisk og mentalt."
- Jette Nellemose
For Sofie Tolgaard har håranalysen gjort en kæmpe forskel for hendes allergi. Hun kan hverken tåle hund, kat eller hest. Alligevel har den 25-årige kvinde brugt det meste af sin fritid, siden hun var barn, i en hestestald.
"Når det var virkelig slemt, måtte jeg blive hjemme, men ellers har jeg klaret min allergi ved at spise antihistaminer, fire styk om dagen. Med håranalysen har jeg kunnet lægge en kostplan, der passer til min krops behov, og det har betydet, at jeg simpelthen har spist mig ud af min allergi"
- Sofie Tolgaard, der ikke længere har behov for piller for at klare arbejdet med hestene.
Selvom mor og datter både kan teste hest og rytter, er det dog vigtigt at understrege, at de kun er distributører af systemet til heste i Danmark.
Jette Nellemose er en erfaren iværksætter. Hun har blandt andet tidligere drevet sit eget firma, Birdie, med salg af golf- og wellnesstøj til kvinder, og hun har arbejdet som selvstændig spinnings- og fitnessinstruktør. Ved siden af Cella Test arbejder hun også som kostvejleder.
Hendes mand og Sofie Tolgaards far, Claus Tolgaard, er medejer af CTCoin A/S og KaffeLars, og familien driver desuden Stutteri Hindsholm.
Datteren Sofie Tolgaard har også erfaring som selvstændig og har blandt andet sit eget kostvejlederfirma.
– I vores familie er vi meget målrettede. Vi tør tage chancer i livet. Jeg har forældre, som altid har opfordret mig til at springe ud i nye ting, og det betyder meget. Vi har ikke lange uddannelser, men bare fordi du tager en lang uddannelse, er du jo alligevel ikke sikker på at få et job, siger Sofie Tolgaard.
Hendes mor supplerer:
– I vores familie har vi altid valgt en handelsskoleuddannelse som fundament. Og så går vi på kurser, når der er noget, vi gerne vil blive klogere på.
Sammen har mor og datter skabt Cella Test, hvor de gennem hårcelletest hjælper heste, hunde, katte – og deres ejere – til bedre sundhed og trivsel. Efterspørgslen er vokset hurtigt, og derfor søger de løbende flere kompetente hestefolk, der vil være en del af dette unikke koncept.
– At vi gennem vores fælles passion kan hjælpe både dyr og mennesker, er helt fantastisk, siger Jette Nellemose.
Kontaktinfo
Jette Nellemose: 2229 0082
Sofie Tolgaard: 2081 3333
Mail: info@cellatestcom
Hjemmeside: www.cellatest.com